At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden ved al hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning når han mener at kunne hjælpe en anden.

For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han, - men dog vel først og fremmest forstå det han forstår.

Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere forståen ham slet ikke.

Vil jeg alligevel gøre min mere forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.

Men al sand hjælpen begynder med en ydmygelse:

Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og hermed forstå, at det at hjælpe ikke er at være den herske-sygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og ikke forstå hvad den anden forstår.

Tag et menneske i lidenskab, lad det være så at han i virkeligheden har uret - dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud som om det var ham der skulle belære dig, og dersom du ikke kan gøre dette således, at han der tålmodigt ikke vil høre et ord af dig, med tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom tilhører.

Kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham.

Brudstykke af Søren Kierkegaard: "En ligefrem meddelelse" 1859